Europas hullede forsvar, historien om folkedrab og nye stormfulde højder

February 13
1h 10m

Episode Description

Hvad skal der til, hvis Europa skal kunne forsvare sig selv uden hjælp fra USA? Det giver vi et bud på i ugens Radio Information, hvor vi også fortæller den utrolige historie om to holocaustoverleveres indflydelse på den internationale retsorden – og så anmelder vi Wuthering Heights. ---

Vil USA være der for os, hvis Europa skulle blive angrebet? Og kan vi forsvare os selv, hvis ikke? Det er de ubekvemme spørgsmål, som udgør bagtæppet for weekendens sikkerhedskonference i München. Niklas Hessel har set nærmere på, hvad der konkret skal til, hvis Europa skal vikle sig ud af sin afhængighed af USA og blive i stand til at tage vare på sin egen sikkerhed. Det bliver dyrt og besværligt, men det er ikke umuligt, hvis altså viljen og sammenholdet er der. 

Har Israel begået folkedrab? Eller forbrydelser mod menneskeheden? Debatten raser for tiden blandt eksperter og lægfolk. Og vil man for alvor forstå diskussionen, er den utrolige historie om ophavsmændene til de to begreber et godt sted at starte. Hersch Lauterpacht og Raphael Lemkin var begge store juridiske begavelser fra det 20. århundrede, de var begge jøder, og de undslap begge Holocaust. Men de kom op med hvert deres forskellige begreb til at indfange grusomhederne – rent juridisk. Anton Geist har været en tur i de historiske arkiver for at fortælle hele historien bag den aktuelle debat.

Og efter al den død og ødelæggelse, har vi vist brug for noget kærlighed – og så er det jo heldigt, at Lone Nikolajsen har været i biografen og se Emerald Fennells nye filmatisering af Wuthering Heights – Stormfulde højder – der netop har fået premiere lige op til Valentinsdag. Et tematisk tyndt, men visuelt overvældende drama med silende regn og indestængt liderlighed i lange baner, lyder dommen. Lone uddyber sidst i programmet.

See all episodes