·E232
Dan Wang: Vi befinder os i en ny verden, hvor magt kun kan besvares med magt – og det forstår kineserne
View Transcript
Episode Description
Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den canadisk-kinesiske analytiker og forfatter Dan Wang om Kinas evne til at bygge fremtiden – men også hvorfor det store slag mellem stormagterne i sidste ende vindes af det samfund, der er bedst at leve i.
---
Ugens gæst i Langsomme samtaler er den canadisk-kinesiske teknologianalytiker og forfatter Dan Wang. Med en opvækst i både Kina og Canada samt en uddannelse fra amerikanske eliteuniversiteter besidder Wang en sjælden analytisk indsigt og evne til at sammenligne stormagternes vidt forskellige logikker. Han har tidligere delt sin viden i en række højtprofilerede nyhedsbreve, der udkom mellem 2017-2023, og som blev betragtet som en slags teknologi-avantgardens depecher, indtil de blev forbudt af den kinesiske regering under corona-nedlukningen.
Nu er han aktuel med bogen Breakneck: China’s Quest to Engineer the Future, som er en fortælling om Kinas ekstraordinære evne til at bygge og forme fremtiden. I bogen afdækker Wang, hvad det er, Kina gør bedre end os i Vesten lige nu. Han peger særligt på landets enorme kapacitet til at omsætte kollektiv handlekraft til konkrete forbedringer og fysisk infrastruktur – en kvalitet, der bl.a. har givet kineserne et totalt overtag på energiområdet. Men det er samtidig en fortælling om et samfund, der styres stramt af et kommunistparti, som Wang forholder sig stærkt kritisk overfor.
Kontrasten bliver tydelig, når han analyserer Vestens aktuelle tilstand, hvor han ser et forfald i vores evne til at skabe fælles løsninger og bygge store ting sammen, mens den kinesiske model vinder frem gennem rå eksekvering.
Men kapløbet mellem Kina og Vesten handler ikke kun om mikrochips, våben og økonomiske vækstrater. Når alt kommer til alt, er det afgørende ifølge Dan Wang et helt andet spørgsmål: Hvem tilbyder de bedste livsbetingelser? Og eftersom han selv har levet i begge verdener, kan han fortælle, hvor det er bedst at leve henne nu – og hvor han tror, det er bedst at leve i fremtiden.
Alt det bliver vi klogere på i denne samtale med Dan Wang, der kommer omkring både global magtkamp, teknologisk handlekraft og fremtidens Kina.