·E220
Carlo Masala: Europa må ikke tvinge sig selv til at vælge mellem oprustning og velfærd. Vi skal gøre begge dele
Episode Description
Ugens gæst i Langsomme samtaler er den tysk-italienske professor, forfatter og sikkerhedsekspert Carlo Masala, som har skrevet bogen Hvis Rusland vinder – et scenarie. Bogen blev til en international bestseller, da den udkom i 2024 og er siden blevet oversat til flere sprog og udgivet over hele verden, nu også i Danmark.
Carlo Masala er født i 1968. Han er halvt italiener og halvt østriger og er siden blevet tysk statsborger. Han har været forsker i adskillige år i international politik og sikkerhed, undervist på NATO Defense College i Rom og været rådgiver for flere forskellige tyske regeringer i sikkerhedsspørgsmål. Han er med andre ord en international intellektuel med særligt fokus på forsvar, sikkerhed, og hvad vi dog skal gøre for at skabe en fri og tryg verden.
Som serviceinformation skal det nævnes, at samtalen mellem Rune Lykkeberg og Carlo Masala fandt sted for to uger siden og altså inden den seneste eskalering af konflikten mellem USA og Europa over Grønland. Men det er præcis de samme perspektiver, de samme store linjer, de to taler om. Nemlig, hvad er egentlig NATO? Og hvis NATO ikke længere er en sikkerhedsgaranti, og det mener Masala har stået klart længe inden Grønland, hvad er NATO så?
Men også: Hvilke udfordringer står europæerne over for, når vi på den ene side ikke længere kan stole på, at amerikanerne vil varetage vores eksterne sikkerhed? Og vi på den anden side har nogle meget voldsomme politiske kræfter i vores egne samfund? Det er en dobbeltkamp, en militærkamp og en politisk kamp, og begge dele handler om fred.